Afrika del ll

Efter nogle lækre dage i Vilanculos med masser af sol, lækre strande og temperaturer på den gode side af 30 grader, var det tid til at vende tilbage til Sydafrika. Destinationen var Kruger Park, en køretur på omtrent 1000 km, heraf cirka 900 km i Mozambique. Politiet var som ved tidligere lejligheder meget flinke og de ville alle hilse på, og ønske os en sikker rejse. Eller i hvert fald have nogle penge. Vi stoppede for natten i byen Xai-Xai, ikke meget at berette herfra. Efter en tidlig start den efterfølgende dag, og en meget hektisk grænseovergang var vi igen på sydafrikansk jord.

Kruger Park er en kæmpe attraktion, nok den største i Sydafrika. I højsæsonen er der meget travlt, og man skal booke overnatning i god tid hvis man, som vi ville, vil overnatte i nogle af de mange camps der er inde i parken. Men det var ikke højsæson da vi ankom, så vi havde ikke booket. Parken er imidlertid drevet af fornuftige forretningsmænd og kvinder, så derfor kører de ind imellem nogle kampagner. Og vores besøg faldt naturligvis sammen med deres 14-dages pensionist-rabat kampagne. Der var ingen pladser til os nogen steder.

Parken er enorm, og har nok et lige så stort areal som Fyn, måske mere. Derfor kunne vi ikke køre fra camp til camp og høre om de havde plads. I stedet lykkedes det os at få en plads i en camp i det sydvestligste hjørne af parken – Men først fra næste dag. Ved første øjesyn var vi ikke voldsomt imponerede af campen. Den lå tæt på en større vej, og vi kunne se lys fra den nærliggende by – Slet ikke hvad vi havde forventet af Kruger, som vi havde meget store forventninger til. Desuden var vi enige om at: “der lever da ikke nogen dyr så tæt på byen”. Forkert!

En aften da vi sad og grillede kunne vi godt høre at der gik noget rundt uden for hegnet – som vi i øvrigt boede ret tæt op ad. Vi var også enige om at det var noget stort – Men det var sikkert bare på vej ned til floden for at drikke. Vi sad i lang tid og prøvede at spotte hvad det var. Flere gange var vi henne ved hegnet for at se om der var noget. Men der var kun lyde. Vi havde opgivet at få artsbestemt dyret, men pludseligt i skæret fra byens lys, stak der en snabel op over hegnet. En elefant! Den havde fundet nogle lækre træer som den gik og åd af. Vi stod nu 5 meter fra en vild elefant, som uden problemer kunne vælte det spinkle hegn lejren var omgivet af. Den var dog blid som et lam, og tog turen hele vejen rundt om lejren for at æde.

Vi behøver vel ikke at sige, at vi på de tre dage vi var i parken så enormt mange dyr. Vi havde blandt andet en oplevelse med 3 løver der gik lige forbi bilen. Havde vi ikke haft vinduerne rullet op, kunne vi have stukket en hånd ud af vinduet og aet dem. Desuden havde vi, igen, et møde med en sur elefant. Denne elefant var mere hidsig end den vi mødte i Hluhluwe og gik mod bilen. Vi var tvunget til at bakke 600 meter på en hullet grusvej mens den gik foran og trampede i jorden og smed med grus. Afrikanske elefanter kan ikke lide asiatiske biler, eller rød, eller begge. Derudover fik vi det manglende dyr i ‘The Big 5’. Leoparden. Rent faktisk så vi en leopard hver dag. Dog var det helt specielt da der lige pludselig var en der gik over vejen foran os. Det er det flotteste og mest elegante dyr vi begge har set.

Vores sidste stop i Sydafrika var Blyde River Canyon – Grand Canyons lillebror/søster, som skulle være fantastisk smuk. Vi skriver ‘skulle være’, for vi ved det faktisk ikke. Da vi var ude og se, var det selvfølgelig overskyet, vi havde vist opbrugt vores held i Kruger. Området var dog utrolig flot, så selvom vi ikke fik set hovedforestillingen, var vi alligevel betaget af det flotte landskab der omgav os i vores sidste dage på det afrikanske kontinent. Vi fik pakket vores tasker, og ryddet op i bilen der havde været vores hjem de foregående 4 uger, og fulgt os trofast 6626 km på veje af meget varierende beskaffenhed.

Sydafrika var/er fantastisk! Man kan lave ALT i Syadafrika, og vi har kun oplevet en brøkdel af de mange muligheder, som landet har at byde på. Der er også mange byer som vi hørte om på vores vej som lyder helt fantastiske. Vi er derfor også enige om at vi en dag er nødt til at vende tilbage til Syadafrika for at udforske de sidste muligheder – Og selvfølgelig tage på safari igen!

Afrika del I

Sydafrika
Den 19. April startede vores Afrika eventyr nærmere bestemt i Cape Town. Lad os sige det med det samme, det var slet ikke den slags Afrika vi havde forventet. Cape Town er meget vestlig med et meget pænt og rent by centrum og 2-3 sporede motorveje. Efter 4 dage i Cape Town og omegn, blandt andet med en hel dag med vinsmagning, hentede vi vores transportmiddel for de næste 30 dage. En rød Kia Piccanto, med en knallert motor. Med et telt i bagagerummet kunne vores roadtrip starte. Hjemmefra havde vi gjort os tanker om hvad vi gerne ville opleve på turen, men med bilen havde vi en stor frihed til at gøre hvad vi ville.

Første stop på turen var Mossel Bay, omkring 4 timers kørsel (på fantastiske veje) fra Cape Town. I havet ud for Mossel Bay ligger “seal Island” en sand buffet for hvidhajer. Tilstedeværelsen af hvidhajer, og muligheden for at se disse ville vi ikke lade forpasse os. Så derfor hoppede vi en tidlig morgen på en båd hvorefter vi blev sejlet ud til øen. Her smed besætningen et stålbur i havet, og så kunne vi ellers bare hoppe i og nyde showet. Med et kæmpe tunhoved på en snor blev hajerne lokket hen til buret. Og de kom tæt på, meget tæt på. På et tidspunkt kunne vi høre en hajs tænder skrabe mod buret. Det var en vanvittig og skræmmende, men samtidig ekstrem fed oplevelse.

Dernæst var vores destination Port Elizabeth. Ikke den fedeste by, faktisk ret ucharmerende – men dog et godt udgangspunkt for vores første safari, i Addo Elephant Park. Et navn der for os virkede som falsk markedsføring. I løbet af en hel dag så vi kun 10 elefanter. Efterfølgende har vi hørt fra andre rejsende at vi var meget uheldige, da de havde set flere hundrede på samme dag. Overordnet var vores første safarioplevelse dog super god, og vi kunne ikke vente til de øvrige safarier vi havde planlagt.

Coffee Bay var vores næste stop. Dette var også første rigtige afstikker fra velkendte N2 (hovedvejen der løber hele vejen fra Cape Town til Mozambique). Og så kom Kia, som vi på mest opfindsomme vis har døbt bilen, på prøve for første gang. Vejen var fyldt med huller på størrelse med en mindre dansk ø, og det tog os cirka 2 timer at køre de 75 km fra N2 til Coffee Bay. Det var hver eneste undvigemanøvre værd. Coffee Bay og Coffee Shack, hvor vi boede, var fantastisk. Vi ramte stedet midt i en Sydafrikansk uge med 2 helligdage, så der var fest hele tiden. Dagene gik med surf lektioner, volleyball med de lokale, hiking ture, afslapning ved stranden og fest om aftenen.

Fra Coffee Bay var vores næste stop Warner Beach lidt syd for Durban. Her lavede vi ikke dagens gode gerning. Vi slappede af ved stranden og nød stilheden efter de festlige aftener i Coffee Bay.

Videre til Hluhluwe (udtales Schlu-Schlu-wi) nationalpark, til vores næste safari, og jagt på the Big Five (løve, leopard, elefant, næsehorn, Buffalo). Efter at have startet en tidlig morgen kunne vi krydse næste dyr af, løver. Vi kom forbi et vandhul, hvor 4 smukke damer i løbet af natten havde nedlagt en buffalo, og lå ved vandhullet og slog maver. Vi var 10 meter fra dem, og de var alt for mætte til at tage sig af os. Senere på dagen kom vi forbi en flok elefanter som gik og åd lige ved siden af vejen. I flokken var der en hanelefant, 4 gange så stor som Kia, og han kunne ikke lide rød eller asiatiske biler, eller hvad der nu irriterede ham. Han slog i hvert fald ørerne ud og brølede af os. Bilen i gear, og afsted med os, vi skulle ikke have ham til at løbe efter os. Hluhluwe bød desuden på enormt mange næsehorn, og vi så vel omkring 50 mens vi kørte rundt. Nu manglede vi kun leoparden.

Swaziland
Efter cirka 20 dage i Sydafrika forlod vi landet for en stund, og begav os ind i Swaziland. Swaziland er det sidste absolutte monarki i verden, og befolkningen har en enorm respekt for kongen. Landet har dog også andet at byde på. Befolkningen er meget venlig og landskabet er utrolig smukt. Vi brugte tiden på besøg i en lokal landsby, hiking, swazi-dans samt en cykeltur blandt zebraer og gnuer. Efter 3 dejlige dage i Swaziland var det videre til:

Mozambique
Og så ramte vi det vi havde forventet os af Afrika. Med det samme vi krydsede grænsen blev omgivelserne fattigere, der var folk over det hele. Særligt sendte vejene omkring Maputo tankerne tilbage til Indien og Nepal. Der var kaos, biler og folk over alt. Og ikke mindst var der politi, og de ville have vores penge. Med det samme de så en bil på sydafrikanske nummerplader blev vi vinket ind til siden. Først ville de give os bøder for manglende refleksvest, manglende brandslukker, for meget bagage i bilen og andre dumme ting. Men siden vi kom så godt ud af det med hinanden ville betjentene godt hjælpe os, og ville derfor ikke skrive en bøde. Hvis bare vi betalte 5000 meticals (900 kr), så kunne vi få lov til at køre videre. Efter trusler om at kontakte ambassade droppede de dog deres forsøg på at få vores penge. Michael havde i øvrigt kløe i højre fod og scorede en fartbøde på vejen.

Vi kørte efter Tofo Beach, og efter 13,5 times kørsel (700 km) ankom vi endelig. Tofo er et lækkert sted. Lange uberørte strande, et nærmest kogende hav og meget få folk. Tofo var ren badeferie, og udover at nyde stranden var vi på Ocean-Safari hvor vi snorklede med delfiner og en enorm rokke. Oprindelig var vores plan at vi ikke skulle mere nord på i Mozambique end Tofo, men på vores vej hørte vi gode ting om et sted mere nord på, Vilanculos. Det var vi nødt til at udforske.

Og her er vi så mens vi skriver dette, i Vilanculos. Vilanculos er sol, strand og palmer – Meget tropisk og ren paradis. Helt sikkert den ekstra køretur værd!

Planen herfra er at vi skal tilbage til Sydafrika hvor vi skal på endnu mere safari i Kruger Park. Herefter flyver vi ud fra Johannesburg d. 24 maj til Rio de Janeiro i Brasilien.

Wifi med hastighed til at uploade billeder er svært at opdrive i denne del af verden, billeder kommer derfor når vi en gang får noget wifi med ordentlig hastighed. Desuden kommer beretningen fra vores sidste tid i Afrika.

Nepal del II – Mount Everest Basecamp trek

Næsten færdige med Afrika har vi endelig fået tid og wifi til at få udgivet dette indlæg. Som nogle af vores læsere måske har set, har vi lavet en video om vores tur til Mt. Everest Basecamp (EBC). Heraf fremgår det at det var sjov og ballade hele vejen, hvilket det på ingen måde var. Her følger en mere udførlig beskrivelse af vores anstrengelser.

Hvorfor idet hele taget tage en 13 dages trekking tur, uden bad og de daglige bekvemmeligheder? For vores vedkommende var det et ønske om at komme så højt som overhovedet muligt. Et ønske som i dén grad blev opfyldt.

Turen startede fra Kathmandu, hvor vi forlod vores hotel fredag d. 4 april klokken 4.45. Herfra var det til Kathmandu lufthavn, hvor vi blev placeret i et lille 16 personers fly, som skulle fragte os til Lukla (2850 moh.). Lufthavnen i Lukla er en historie for sig. Der er selvsagt ikke plads til kilometer-lange landingsbaner i himalaya. Derfor er de få meter asfalt etableret sådan at man efter landingen kører op ad bakke for at tage farten af flyet. Derudover gør de foranderlige vindforhold at landingsbanen (vistnok) er listede som en af de farligste i verden. Vi mærkede slet ikke noget til dette, mulige, faktum. Faktisk var vi enige om, at det var en af de mest behagelige landinger vi nogensinde har oplevet.

De daglige vandringer var i sig selv ikke voldsomt lange. Gennemsnitligt gik vi vel i omtrent 6 timer pr. dag. Dette virker ikke skræmmende, men der var en fin tendens med at vi afsluttede dagene med at gå, hvad der føltes, som lodret opad. Oftest var det omkring 400 højdemeter på 2 timer. 400 højdemeter, som på grund af den tynde luft blev gennemført i snegletempo. Den tynde luft er en faktor man ikke kan forberede sig på.

Omkring 4000 moh. kunne vi for alvor begynde at mærke den manglende oxygen i luften. Tempoet måtte reduceres betragteligt, og der skulle uanede mængder væske til. Da vi toppede delte vi omkring 15 liter vand, te, juice og sodavand på en dag.

Efterhånden som vi kom højere op blev det selvsagt også koldere. Det højeste sted vi overnattede var i ca. 5200 moh. Her var der omkring -15 grader om natten. Læg dertil at vi sov i uisolerede træhytter. Her hjalp vores falske north face sove poser som vi havde købt i Kathmandu ikke. Selvom de angiveligt kan klare ned til -20, måtte vi sove med alt vores tøj på for at holde varmen.

Fra vores base i 5200 moh. havde vi vores to “højeste” hikes til Basecamp i 5350 og Kalapathar i 5545 moh. Basecampen er i sig selv ikke noget specielt. En bunke sten med en masse nepalesiske bedeflag og en masse telte på gletsjeren i baggrunden. Det samme er gældende for Kalapathar. Men følelsen af at stå over 5 kilometer over hvad vi er vant til fra flade Danmark mens vi betragtede de enorme bjerge omkring os var ubeskrivelig. Vi havde virkelig følelsen af at vi havde overgået os selv og præsteret noget ekstraordinært.

Turen var alt i alt fuldstændig fantastisk, også selv om Tina kom ned med et forstuvet knæ, hun pådrog sig i en undvigemanøvre for en flok yakokser. Vi havde højt solskin næsten alle dage og så noget fantastisk natur, heriblandt selvfølgelig verdens højeste bjerg på tætteste hold.

Nepal del I – Fra grænsen til Kathmandu

Her følger beretningen om vores oplevelser i Nepal, dog kun under 2500 meter, idet vores trekkingtur til Mt. Everest Basecamp, var sådan en fantastisk oplevelse, at den tur fortjener sit eget blogindlæg.

Vi krydsede den Nepalesiske grænse d. 29. marts. Dagen efter kørte vi mod nationalparken Chitwan, der ligger i den sydlige del af landet. I Chitwan var vi på junglesafari, først i kano og dernæst i jeep. Kanoerne var smalle, udhulede træstammer, og vi sad meget ukomfortabelt i bunden af kanoen. Kanoerne var meget ustabile og vi fik ordre på at vi ikke måtte lave voldsomme bevægelser, ellers ville kanoen kæntre. Således sejlede vi ud på en 2 timers tur på floden, blandt krokodiller, badende elefanter, storke, påfugle og fantastisk natur.

Efter kanoerne var det direkte over i jeeps, og ind i junglen. Vi havde fået at vide at der var mulighed for at se næsehorn, tigere, leoparder, bisoner samt mange flere mindre dyr – Vi skulle dog ikke sætte forventningerne for højt. Med lave forventninger tog vi det først sving, og der stod det – et næsehorn midt på vejen. Det blev dog lige så overrasket som os, og skyndte sig ind i buskadset. En fantastisk start på safarien, og vores forventninger steg en kende.

Efterfølgende kørte vi en halv times tid. På vores vej så vi et vildsvin med unge, en masse fugle og de årlige skovafbrændinger. Vi kom frem til en lille flod midt i junglen. Her havde et næsehorn netop besluttet sig for at gå i vandet og blive afkølet i den varme middagssol. Vi fik klikket vores billeder, og følte os meget heldige. Vi skulle kun køre 300 meter længere ned af grusvejen før det næste næsehorn havde valgt samme taktik som sin artsfælde. Bilerne blev parkeret og vi spiste vores frokost mens vi nød synet af det enorme dyr, der ikke var særligt optaget af vores selskab.

Efter frokost kørte vi videre ind i junglen, igen var vi heldige og skulle kun køre 3 minutter, før det næste store dyr viste sig. En bison stod i det tætte buskads, og var meget sky. Billederne var svære at få, men oplevelsen af dyrets størrelse var uforstyrret, en kæmpe ko med enorme horn.

Safarien fortsatte i et par timer endnu, uden vi så nogle synderligt interessante dyr. Dådyr, en skildpadde og lidt fugle var alt hvad det blev til. Der var desværre ingen tigere eller leoparder i denne omgang, hvilket dog ikke gjorde oplevelsen mindre fantastisk.

Vi tilbragte i alt 3 dage i Chitwan og omegn, hvorefter vi satte kursen mod Kathmandu. I Kathmandu skulle vi også sige farvel til gruppen vi havde rejst med de foregående 14 dage. Gruppen som var sammen sat af folk fra 24-76 år, var på trods af den store aldersforskel meget dynamisk og sammenhængende. Den mest fantastiske person var dog Carleen, 74 år fra Australien. Til daglig slæbte hun rundt på et par flasker gin, som hun nød med sine rejsevendinder (67 og 76 år) i løbet af eftermiddagen. På trods af det daglige slid og slæb med alkoholen, havde hun alligevel tid og overskud til at fortælle rejseanekdoter fra de cirka 250 lande hun indtil nu har besøgt.

Alle destinationer vi har planlagt havde vores australske veninde gode historier og råd omkring, og vi følte os noget benovede under samtalerne med hende. Desuden sagde hun de vise ord til os: “It’s not the destination, It’s the journey”. At rejse med en gruppe, viste sig at være meget mere givende end vi først havde forestillet os. Vi fik lov til at møde nogle fantastiske mennesker, og vi fik set mange aspekter af både Indien og Nepal på den korte tid vi havde.

Intense Indien

Vores sidste indlæg handlede om vores oplevelser i Delhi. Her følger beskrivelsen af vores tur til Nepal hvor vi befinder os i skrivende stund.

Efter at have været på egen hånd i Delhi i 3 dage, skulle vi mødes med den gruppe som vi har rejst sammen med i snart 14 dage. Efter lidt præsentation af turen og gruppen, drog vi atter ud i Delhis gader på sightseeing. Efter at have kæmpet os igennem menneskemylderet endnu en dag, så vi frem til at komme ud af byen til, hvad vi håbede, ville være en anden side af Indien.

Næste destination var byen Agra, og Taj Mahal. Intet havde ændret sig fra Delhi. Også her var der mennesker over alt og det virkede som om de alle ville sælge noget til os. Af vores medrejsende fik vi fortalt at Indien har ændret sig over de sidste par årtier. Hvor man tidligere fik et venligt “Namaste”, er det nu erstattet af et “Namaste” med bagtanker.

Efter en nat i Agra, var det videre til næste destination, byen Orchha. Orchha, var meget mere efter vores temperament. En noget mindre by med kun 10000 indbyggere, som lå meget smukt ned til en flod. Efter 5 dage hvor alle vores sanser havde været under konstant bombardement, var det at kunne sidde uden for om aftenen og nyde den friske luft og den klare stjernehimmel en befrielse. Men det skulle vise sig at blive bedre endnu.

2 nætter i Orchha og så var det videre. Næste stop: Allahabad, herfra startede den længe ventede bådtur på Ganges. Vi sejlede i 5 timer mens vi skiftevis blundede, sov og nød udsigten til flodbreden, og de små samfund der holder til her. Vi sov uforstyrret under åben himmel på en sandbanke midt i floden – En uforglemmelig oplevelse.

Dagen efter sejlede vi et stykke videre op ad Ganges, og herfra med Jeeps til næste by; Varanasi, den helligste by i Hinduismen. Størstedelen af alle hinduer bliver kremeret i denne by, hvorefter deres aske spredes ud i Ganges. Og vi blev smidt direkte tilbage i storbyen. Varanasi er mere beskidt end Delhi, mens mængden af folk der vil have dine penge er cirka den samme. Varanasi ligger ved Ganges, og under vores ophold i byen fik lejlighed til at se byen fra floden. Her ser byen langt smukkere ud, og vi så hinduer foretage deres ritualer samt mange kremeringer. De steder og menneskemængder vi efterhånden havde set i Inden, gjorde at vi efterhånden glædede os til at vende snuden mod Nepal.

På Michaels fødselsdag, stod vi derfor op klokken 3 om morgenen for at køre mod Nepal, den mest ubehagelige køretur vi nogensinde har oplevet. 11 timer senere havde vi krydser den nepalesiske grænse, og yderligere 2 timer senere var vi ved vores hotel, hvor vi med ømme haleben og baller fejrede fødselsdag med kolde drinks og tvivlsom nepalesisk buffet. Uden tid til megen hvile fortsatte vi næste dag turen til Chitwan Nationalpark, hvor vi befinder os i skrivende stund. Mere om Nepal og Chitwan i næste blogindlæg.

Vi forlod Varanasi med tanken: “Aldrig mere Indien.” I Indien får alle sanser konstant tæsk. Biler med hornet i bund, lugten af urin og afføring, skrald og fattigdom overalt og mennesker som hiver i dig fra alle sider. Ovenstående lyder negativt og måske noget forkælet. Vi er dog også kede af at efterlade landet med dette indtryk. Under vores transport mod Nepal så vi dog en hel anden side af landet, som efterlod os med tanken: “måske alligevel mere Indien!?”.

Første stop, New Delhi

Da vi to blege danskere steg ud af flyet klokken seks onsdag morgen, havde vi ingen anelse om hvad der ventede os. Vi havde hørt fra venner og vores rejseagent at Delhi kan være noget overrumplende, men havde ikke forestillet os noget som helst i denne retning. For en by med 18 millioner indbyggere burde vi dog nok have forventet mere end vi gjorde.

Første indtryk, på vores transfer fra lufthavnen, var da også at Delhi slet ikke var så slem. Pæne 4-5 sporede veje, og grønne områder omkring os. Efterhånden som vi kom ind mod centrum ændredes indtrykket dog. Biler, tuk-tuks, rickshaws, knallerter, motorcykler, cykler, fodgængere og okse-kærrer bevæger sig i trafikken, konstant med hornet i bund. Her er konstant larmende og meget beskidt og de lokale er meget pågående, mere om det senere.

Efter en velfortjent lur, og et møde på det lokale turistkontor, begav vi os ud i byen på egen hånd. Vi var blevet advaret om at vi ville finde mange “venner”, som ville fortælle os hvad der var det rigtige at gøre i Delhi. Der gik da heller ikke længe inden vi fik os en ny ven der med ordene: “I don’t want any money” ville sende os i retning af et turistkontor. Vi ignorerede ham, mens han fulgte os et par hundrede meter, hvorefter vi overgav os. Vi talte med ham, og der var ikke det han ikke kunne fortælle os om sights i Delhi, transport og øvrige gode råd. Vi var imidlertid knap så interessante da vi fortalte at vi havde alle planer på plads for Delhi hvorefter vi fik fred – Lige indtil vi fandt en ny ven der ville hjælpe os. Således kan man gå rundt i byen en hel dag konstant med en lokal i hælene, der absolut ikke vil tjene penge, blot hjælpe – Midlet mod den slags typer er at spille arrogant og ikke få øjenkontakt med dem.

Turen hjem til hotellet efter denne dag var meget, lad os sige, interessant. Mens vi sad og spiste kunne vi se at mørket lige så stille faldt på. Da vi forlod restauranten klokken lidt over 19 var der fuldstændig mørkt. Vi var blevet rådet til at være på vores hotel igen senest klokken 21, for “You are a big, strong man. You can take care of her” som vores guide havde sagt til Michael. Med cirka 15 minutters gang tilbage til hotellet, og kendt vej, blev vi enige om at den tur ville vi tage på gåben. Det udfordrende valg. Vi blev ikke antastet på noget tidspunkt, men de mange glubske øjne på kamerataske og rygsæk gjorde at turen blev gennemført i rekordtid, konstant med blikket på vejen foran os, samt et fast greb om værdigenstande og hinanden. Efter sikkert at være kommet tilbage til hotellet, blev vi enige om at vi slet ikke var gearede til Delhi, der er alt for stor og kaotisk at skulle dække på 3 dage.

Dag to i Delhi var derfor noget mere afslappet, på bagsædet af en bil med chauffør og guide. Fra turisternes 1. række kunne vi se den store forskellighed byen rummer. Alt fra grå og beskidte slumkvarterer til grønne og velholdte regeringskvarterer. Dagen sluttede på et marked, hvor vi kunne købe os til alt, lige fra Adidas sko med fire striber og vaskeægte Ray-Ban solbriller. Vi gav cirka 50 kroner for at blive passet op hele dagen, en meget fair pris synes vi nu nok.

“Delhi er en skod-by, og i skal ud derfra hurtigst muligt.” Sådan lød rådet fra vores rejseagent tilbage i Aarhus, allerede her på dag to er vi tilbøjelige til at give ham ret. Her er simpelthen alt for mange mennesker, og alt for langt mellem de ting der virkelig er værd at se, til at byen for alvor er interessant. Derfor er det heldigt at vi fra på lørdag (d. 22 marts) skal videre. Videre mod Taj Mahal, Ganges og Varansi. Forhåbentligt får vi en anden og mere indbydende side af Indien at se.

Se billeder fra de første dage under billeder og video.

Bloggen er klar & om livet i flyttekasser og sorte sække

Så er vores rejseblog i luften, under fanerne “Baggrund” og “Rejseplan” kan I læse mere om vores projekt. Under “Billeder & video” vil vi under rejsen forsøge at opdatere jer med, ja, billeder og video.

Store flyttedag:

I lørdags, d. 1. marts flyttede vi ud af vores lejlighed i Aarhus, og flyttede alle vores ting hjem i Tinas forældres kælder. Og her har vi så vores base indtil afrejse om 12 dage. At leve på 12 m² sammen med ALLE vores egendele, gør bestemt ikke at vi er mindre klar til at komme afsted.

En sti til sengen:

Flyttekasser og diverse ragelse i 1,7 meters højde: